tirsdag den 21. juni 2016

Gæstegaver

Eller favors, som de kalder det i engelsktalende lande.

Det er sådan en sød og god skik synes jeg. At ens gæster får noget med hjem til minde om dagen og hele oplevelsen.

Så jeg var fast besluttet på at få organiseret små favors til vores gæster. Jeg lagde endda ud engang sidste år, da der var blomsterløg på tilbud.

Smukke blå mini iris blev indkøbt i stor stil.

De passede perfekt til både det ene og det andet. Iris er den blomst som symboliserer sølvbryllup, det er ligeledes den blomst der har stået model til den stiliserede franske lilje, ydermere er blå det farvetema som manden min har fået lov til at vælge valgt!

For et par dage siden da jeg syntes at nu var det vist tid at få styr på den del af festlighederne, fik jeg forhørt mig hos min kære gemal hvor han mon havde gemt alle disse blomsterløg hen.

Svaret lod vente på sig, og forsigtigt kom det så omsider: "øhh, dem har jeg da plantet"

...

Så jeg får utroligt mange - smukke - mini iris i min have til næste forår.

...

I mellemtiden har jeg et mindre problem med mine favors.
Og er gået i tænkeboks!

lørdag den 28. maj 2016

At fejre sølvbryllup

Det er noget værre noget når man kan fejre at man har været gift i så ustyrlig mange år.
Glædeligt og anderledes.

Vi har aldrig været i tvivl om at det skulle fejres.

Men lidt om hvordan.

Det er vigtigt at have ting at fejre.
At have dage som står helt klart, som små lysende stjerner, når du ser på rækken af dage i dit liv, fordi du fejrede noget og gjorde dagen speciel.

Fra starten var vi enige om at det skulle fejres, men vi var lidt usikre på hvordan. Nu er der jo ingen af os der har haft sølvbryllup før, så det er lidt svært at kaste sig ud i en masse planer, uden at vide hvilken vej man skal kaste sig!

Denne blog bliver en samling af de ideer og tanker vi har gjort os undervejs.

Jeg håber du kan bruge vores erfaringer til noget, eventuelt inspiration til din egen fest!

Hurra for os

Budget

Hvis man ikke har alverden at gøre med, men alligevel gerne vil holde fest, så må man starte med at lægge et budget.

Vi vil gerne holde en sjov og dejlig fest, og vi har begrænsede midler.
Så det har været i vores tanker længe, hvordan vi skulle få vores ønsker om en fest til at passe til vores finanser.

Jeg kan varmt anbefale alle at overveje denne del allerførst.
Desuden kan det jo nok heller ikke komme bag på én hvornår man kan forvente at skulle fejre sit sølvbryllup, eller andre af livets store fester og fødselsdage, så det er ikke forbudt at være lidt fremsynet og måske endda have sparet lidt op.

Vi har lagt 500-1000 kr. til side om måneden i et godt stykke tid, og har nu foreløbigt 10.000 kr. at gøre godt med.

En ting er at vide hvor meget man har til rådighed, noget andet er at tage det til efterretning og ikke bruge mere end man har.

Et godt kneb jeg har brugt med held, er at skrive alting ned.


Så bliver man nemlig ret hurtigt opmærksom på at alle de små beløb ret hurtigt løber op, og det har i hvert fald afskrækket mig fra at bruge så meget som jeg ellers kunne have brugt. Tit så prøver jeg at finde et billigere alternativ, eller måske endda helt sløjfe lige den ting som truer med at sprænge budgettet.